PROFIL
Templet har siden sin start i 1992 bestræbt sig på at skabe et professionelt rytmisk spillested, der kan præsentere levende musik af høj kvalitet og fungere som dynamo for det lokale musikliv til glæde for hele den nordlige del af København og regionen nord for København.
Med sine tre etager har Templet en publikumskapacitet på 150-230 afhængig af arrangementets karakter, hvilket danner den perfekte ramme om mindre koncerter, der kan skabe og udvikle vækstlaget i dansk musik.
Templet drives af en gruppe frivillige fra Musikforeningen Rytmetemplet, der bruger en masse af deres fritid på at levere en scene for seriøs musik i Lyngby. Musikforeningen Rytmetemplet støttes årligt af Lyngby-Taarbæk Kommune, Kulturministeriet og Statens Kunstråd. Derudover er Templet medlem af Kulturnetværket i Lyngby, Handelsforeningen for Kongens Lyngby og Omegn og foreningen for danske spillesteder og festivaler - Dansk Live.


MÅLGRUPPE
Templets aktiviteter henvender sig i første række til unge i den nordlige del af København og regionen nord for København i aldersgruppen 15-35 år.


MUSIKPROFIL
Gennem den musikalske profil afspejler Templet musiklivets professionalisme, kunstneriske formåen og dygtighed samt evne og vilje til nytænkning. Templet bestræber sig på at have en opsøgende, kvalitetsorienteret og professionel profil. Der tilstræbes især høj aktualitet, kvalitet og genremæssig spredning. Templet præsenterer både lokale, regionale, landskendte og udenlandske artister.


ARRANGEMENTER
I 2013 afholder Templet omkring 80 koncerter fordelt på ca. 60 rytmiske koncerter, 10 koncerter i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Jazzklub, 4 koncerter i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Musikskole, 4 koncerter i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Øvelokaleforening og en rytmisk festival (Lyt.NU Musikfestival) med fokus på både lokal og national talentudvikling. Templet har derfor godt fat i det rytmiske musikmiljø i Lyngby-Taarbæk Kommune og danner baggrund for de fleste rytmiske musikoplevelser i kommunen.


PROMOTION / MARKETING
Templets PR- og marketingaktiviteter drives af en PR-gruppe af engagerede frivillige. Gruppen har blandt andet kontakten til de mange ambassadører på uddannelsesinstitutionerne i regionen nord for København, der promoverer Templets aktiviteter via plakatophængning og distribution af flyers i området. Templet er desuden meget synlig i den lokale presse via arrangements- og aktivitetetsomtale samt afvikling af konkurrencer. Derudover er Templet helt med fremme i brugen af viral markedsføring på Facebook, Myspace, Twitter og Templet.dk. Vi når i øjeblikket ud til over 10.000 personer, og antallet er stærkt stigende.