Brimheim er en af tidens mest markante stjerneskud på den alternative pop- og rock scene – i Danmark og internationalt. Under kunstnernavnet – der på færøsk betyder “de brydende bølgers hjem” – har dansk/færøske Helena Rebensdorff på rekordtid etableret sig som en uundgåelig og toneangivende sort diamant.
Evigt grænsesøgende og umulig at sætte i bås, udforsker og udleverer Brimheim sindets mest intime afkroge og uforsonlige dybder. Det sårbare og hjerteskærende veksler med det brutale og storladne i kontrastfyldte og detaljerige produktioner, der, ligesom lyrikken, udfordrer de gængse genre-båse.
Siden ep’en Myself Misspelled (2020) og ikke mindst debutalbummet can’t hate myself into a different shape (2022), har Brimheim høstet et hav af lovprisninger blandt kritikere herhjemme såvel som internationalt. Fire Faroese Music Awards, Carl Prisen som “Årets Talent” i 2022, en nominering som “Årets Håb” ved Steppeulven i 2021, “P3’s uundgåelige” og meget andet har banet vejen for en dansk succes, der har bredt sig til udlandet med optrædener på internationalt anerkendte festivaler og platforme som By:Larm, The Great Escape, Eurosonic, Reeperbahn Festival, Iceland Airwaves og KEXP.
Melankolien blander sig med forandringskraft og farver Elliots nye sange. En fortælling om at gå fra barn til voksen i en verden, hvor forventninger og præstationspres hænger som en ulmende eksistentiel trussel. Med håndspillede instrumenter, rå guitarer og analog lyd tegner Elliot, med både ærlig, varm og ubarmhjertig æstetik, skitser fra et ungt liv.
I løbet af de sidste to-tre år har han i samarbejde med Joachim Ersgaard leget og eksperimenteret sig frem i sit musiklaboratorium – og det han har fundet frem til, ligger langt fra mainstreampoppen i et fortættet univers af melankolske stemninger og en tids-atypisk, tydelig kærlighed til indierock, analog indspilning og håndspillede instrumenter.
Singlen Lou Reed fra september i år tager, med en hilsen til undergrundsrebellen, afsæt i Elliots vej fra feteret barnestjerne med en tyngende pleaser på skuldrene, gennem teenagerens identitetskrise og flugt, til nu at turde gå med sit eget oprør og realisere sine egne drømme.
Støjguitaren følger hans transformation og understreger, at Elliot har fundet sig til rette i et musikalsk univers, som er båret af stærke melodier og hans mærkbare, bløde vokal.
