Bag aliasset Knægt gemmer sig den fynske solokunstner Malte Nordtorp, der foruden at have arbejdet med Andreas Odbjerg og Lucky Lo er bror til Asger Nordtorp Pedersen (Guldimund). Knægt er nu klar med hans 2. plade “Forandring, please!?” som udkommer d. 14. marts på Mermaid Records. En plade der summer af natur, nærvær, håb og trangen til at bryde ud
af mørket, der kan ramme os alle.
Knægt trækker på en bred vifte af inspirationskilder lige fra singer/songwriting, melankolsk pop, slacker rock, hiphop, klassisk kor og jazz med en forkærlighed for stærke melodier og en legesyg lyrik, der kredser om temaer som eksistens, tvivl, sorg og kærlighed. Intet er for ordinært eller for spektakulært til Knægts univers. I 2023 udgav han sit første album ‘Månen Danser Pænest’, der høstede store roser i
medier som P6, P4, P3, Jyllandsposten, Fyens Stiftstidende og GAFFA, hvoraf sidstnævnte kvitterede med fem stjerner og ordene:
‘… det er mere end lovende 29 minutter, Malte Nordtorp giver os, og vi kunne sagtens have ønsket en spilletid på det dobbelte, hvis det her er niveauet. En debut, der både stråler kreativt og musikalsk’ Sidenhen har den trompetspillende forsanger givet koncerter rundt i hele landet med sit alsidige band, der navigerer ubesværet rundt mellem ørehængende synthhooks, veloplagte soloer og grungede guitarriffs med Maltes lyse vokal i centrum. Bandet fokuserer på at balancere mellem det alvorlige og afslappede med en stærk sans for at ramme lytteren, hvor det gælder.
Den danske sanger og sangskriver Jonas Emanuel har de seneste år været en aktiv del af den danske undergrundsscene. Han har bla. samarbejdet med musikeren Selina Gin med ep’en Røde Kinder og udkom senest som soloartist med albummet Lampefiskeren i 2022. Med et unikt tag i den dansksprogede sangtradition og en karakteristisk nærværende stemme, udfolder J. Emanuel et vedkommende univers med personlige refleksioner om opvækst, eksistentiel tomhed og fremtidsdrømme.
I år vil han igen være aktuel med sit andet solo-album, der forventes at udkomme i efteråret 2025.
