28.10.2022
PHARFAR
Tidspunkt
Koncerten starter kl. 21:00
Dørene åbner kl. 20:00
Billetter
Forsalg: 150,- DKK inkl. gebyr
Entré: 170,- DKK

Pharfar – dansk reggae og dancehalls ubestridte godfather er på vej med nyt solomateriale og tager i den forbindelse en tour på landevejen hvor han kommer forbi Templet!

Trods mange år i det musikalske game, er det alligevel først nyligt at genrepioneren udsendte karrierens første fuldlængdeudspil som solist, Pharfar er sjældent aktiv og produktiv!
Tallene taler for sig selv. Sammenlagt har Pharfars musik i diverse konstellationer rundet i omegnen af imponerende 150 millioner streams! Men han er ikke typen der læner sig tilbage og hviler på laurbærene. Som ”Ydmyg” titlen på hans album antyder, er Pharfar trods sine imponerende meritter meget jordbunden i forhold til den massive succes, han med årene har opnået.
Pharfar fortæller;
“Jeg er både er ydmyg og taknemmelig over alt jeg har opnået med min musik, men samtidig er jeg ikke typen, der lefler for nogen eller noget. Jeg har aldrig været god til at gå andres vej. Jeg går min egen. Det er sådan jeg oftest har opnået succes”.
Bag det kunstneriske alias Pharfar gemmer sig den musikalske multikunstner Søren Schou. Han har via musikalsk dygtighed, benhårdt arbejde og en løbende evne til at udvikle sit udtryk, etableret sig som en af kongerigets mest succesfulde og respekterede producere. Navnlig på den danske reggae- og dancehallscene, hvor Pharfar fra starten har været en central figur i forhold til at introducere den jamaikanske lyd herhjemme.
Pharfar er en sand foregangsmand på scenen. Han dyrkede sin kærlighed til reggae- og dancehallmusikken længe inden den blev hvermandseje her i Danmark – men da den så endelig brød igennem, stod Pharfar i centrum- først som medlem af succestrioen Bikstok Røgsystem, siden som producer og sparringspartner for nogle af scenens mest fremtrædende danske navne som Natasja, Wafande, Kaka og Shaka Loveless. Derudover kan Pharfar også skrive musikalske samarbejder med jamaicanske reggaelegender som Horace Andy, John Holt, Max Romeo og Mykal Rose på CV’et.
Gennem årene han han haft fingrene i utallige multiplatinsælgende album og hitsingler, vundet prestigefyldte musikpriser og høstet hæder i massevis, boltret sig som medlem af dub-projektet Djosos Krost, humoristiske projekter som Nik & Ras, dansktopgruppen Humørekspressen og som den ene halvdel af producerduoen Donkey Sound sammen med Fresh-I. Pharfar har sågar sammen med Wafande og Anders Keilgaard modtaget en Robert-statuette for ‘Årets Originale Sang’, gennem sine bidrag til Iqbal filmene.
Pharfar er for nylig blevet nomineret til en Latin Grammy for sit bidrag til Akapellahs album “Goldo Funky” i form af nummeret “Mestrello”. Tjek sangen ud herunder. Prisuddelingen finder sted d. 19. november på MGM Grand Garden Arena i Las Vegas.
Som solist har Pharfar haft flere hits men nævneværdigt tredobbelt platin-singlen ‘La’ Mig Rulle Dig’, der blandt andet også blev P3s Uundgåelige.