Strawberry Slaughterhouse var et af 90’ernes store rockbands sammen med Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Psyked Up Janis. Bandet trak dog mere på den poppede punk fra de storhittende Green Day og The Offspring end Grunge. Den poppede punk blev blandet med hard rock i en catchy cocktail, som blev bandet signatur lyd.
Efter fem år i overhalingsbanen og to album kastede bandet håndklædet i ringen. Flere medlemmer drog ud i verden og spillede med i det internationalt succesfulde band Horrorpops.
Nu er bandet samlet igen, de har nyt musik på vej, og er klar til at genindtage de danske scener.
“Vi synes selv, vi laver noget, ikke mange andre laver i dag. Vi spiller en god sang og holder fed fest. Når jeg ser mig om i nattelivet, så ser jeg en craving for den form for rockfest, som jeg synes, vi er med til at repræsentere. Det kan man også se med de rockklubber, der er skudt op i Danmark de sidste par år. Og ingen af os har kunnet gå i byen lige siden dengang uden at blive spurgt om, hvornår vi spillede igen. Hver eneste weekend. Der må være et sultent publikum derude” siger forsanger og guitarist Karsten Johansen til Gaffa.