06.04.2018
SILQUE + SUPPORT: ST. AUGUSTIN
Koncerten er afholdt
Facebook event

Siden udgivelsen af debutsinglen ‘Gloria’ samt det nyeste udspil ‘Suncatcher’ har den danske kvartet SILQUE opnået stor opmærksomhed fra både dansk musikpresse og radioflader som P4 og P6. Det flimrende psychudspil ‘Suncatcher’ er anden musikalske forsmag fra et kommende album, der udkommer til efteråret og som er produceret i det legendariske Abbey Road studie i samarbejde med Alex Wharton (Beatles & Deerhunter). Besøget i Abbey Road studiet var ifølge gruppen selv en hyldest til en tid med fri kærlighed og flowerpower, hvilket i høj grad også har præget det kommende albumudspil. Med mægtige guitarflader og udsyrede vokalmelodier er ‘Suncatcher’ et godt eksempel på dette, der samtidig demonstrerer SILQUEs evne for at balancere retroficerede referencer med et øre for opslugende omkvæd og sitrende psychrock.

Bosat i københavn og med øvelokale i Nordvest, har SILQUE begået et mindre hamskifte, siden de genopstod fra asken af den hedengange rockgruppe Disarray Son. Det kommende album er indspillet Vibe Factory studiet i Nordvest, mens sangene som tidligere nævnt tog dog sin endelige form i Abbey Road studiet i London, hvor de fire medlemmer lagde sidste hånd på musikken i samarbejde med den rutinerede producer Alex Wharton.

St. Augustins EP ‘Pornʼ er skabt i et univers af melankolsk disko, 80ʼer beats og nostalgi, der forbinder drømmende shoegaze-guitarer og synths med St. Augustins androgyne vokal og udtryk. Hendes musik bærer præg af agressiv sårbarhed, og udfordrer kløfter mellem det raske og syge, normale og unormale, gode og onde. Hun har med EPʼen Porn en insisteren på at få en plads i en genre og branche, der er domineret af skovmandsskjorter, smarte rockdrenge og hårde (city) boys.