04.02.2017
Temple of Doom: BERSÆRK + HOLD FAST (N)
Koncerten er afholdt
Facebook event

 

bersaerk-red

“… hvor kan man skrive under på, at de er et af Danmarks fedeste livebands?” spurgte anmelderen fra heavymetal.dk sine læsere efter Bersærk-koncert i efteråret 2016. Han beskrev bandet som “sindssygt tight” og “hele tiden i øjenhøjde med publikum.”

Netop koncerterne er en grundlæggende del af Bersærks DNA, og du har nu muligheden for selv at tage del i oplevelsen, når Bersærk kommer til Templet sammen med norske Hold Fast den 4. februar.

Aarhusianske Bersærk blev dannet i 2012, og med udgivelsen af debutalbummet MULM i efteråret 2015 sparkede bandet for alvor dørene ind til den danske undergrundsscene med sin unikke, dansksprogede stoner-rock. Siden da har kvartetten – med karismatiske Casper Popp i front – imponeret med intense liveoptrædener over det ganske danske land, inklusiv medrivende koncerter på de store festivaler Copenhell og Roskilde Festival i 2016. Tidligere har Bersærk spillet support for blandt andre Red Fang og EyeHateGod.

Ud over MULM har Bersærk EP’en TRÆLDOM i sin diskografi. Både EP’en og det fulde album har høstet mange roser hos anmelderne. Sideløbende med de heftige energiudladninger til koncerterne er Bersærk således også i fuld gang med at arbejde på nyt materiale til et kommende album.

Facebook: www.facebook.com/Bersaerk

 

Hold Fast (N)

hold-fast-promo-bilde-photo-leiv-martin-green

Norske Hold Fast er andet band på denne Bersærk/Hold Fast fællesturné, som begynder med tre januar koncerter i Norge og afsluttes med tre februar koncerter i Danmark.

Hold Fast blander hardcore med melodisk punk til et kraftfuldt udtryk, der river publikum med og gør sig særdeles godt på en scene. Med EP’en Filling Lungs, Snitching Tongues (2013) og albummet Bipolar (2015) i rygsækken har det norske band spillet massevis af koncerter i både hjemland og udland. I forbindelse med 2013-EP’en blev Hold Fast udråbt til ”Ukas Urørt” på NRK P3, hvilket udsprang af bandets tilstedeværelse på NRKs platform ”Urørt” for norske undergrundsbands.

Live-optrædenerne er altid livlige og fængslende, godt illustreret ved bandets releasekoncert for albummet Bipolar, hvor man med en aggressivitet som hos en rabiesramt hund kunne opleve sanger Espen Håland med blod løbende ned ad ansigtet, efter han ved et uheld slog hul i hovedet. Det fik dog ikke bandet til at standse koncerter før tid, og som de selv beskriver det: ”Hold Fast giver alt – altid!”

Facebook: www.facebook.com/Holdfastpunk