01.01.1970
17. marts // TEMPLE OF DOOM DAYS – UDSOLGT!
Koncerten er afholdt
Facebook event

 

 

Vores lille metalfestival Temple of Doom Days vender tilbage i 2018! Vi er stolte over at få lov til at præsentere følgende navne fra den danske metalscene:

 

 

Illdisposed var et af de mest fremtrædende bands i 90’ernes bølge af nye danske metalbands. “Gray Sky Over Black Town” er det 14. studiealbum fra Danmarks største dødsmetaleksport. Med syv albums i træk på de officielle top 100 danske albumlister, har Illdisposed løftet deres melodiske, men kompromisløse dødsmetal et skridt op fra undergrunden.

 

 

 

Solbrud er tilbage med deres tredje album ‘Vemod’. Et værk, hvor bandets unikke black metal i forening med pessimistiske forudsigelser om menneskets forestående fald skaber et storslået, poetisk og dybt personligt udtryk. Solbrud åbner på ’Vemod’ en altomsluttende dimension af lyd og ord, hvor lytteren møder fortællingen, om hvad vi er, hvad vi var, og hvad verden en dag vil være uden os.

Siden Solbruds start i 2009 har målet været at skabe melodiske og storslåede kompositioner i et råt og stormfuldt udtryk; en lyd, der bliver opnået ved at kombinere nådesløst trommespil med akkord- og harmoni-baserede guitarriffs gennem en række af lydeffekter, der tilsammen skaber et intenst og atmosfærisk lydlandskab – eller kortere sagt: Black metal. Debuten ’Solbrud’ blev udgivet i 2012, og i 2014 fulgte så ’Jærtegn’. Begge albums og kvartettens stemningsfulde, intense live-optrædener har konsolideret Solbrud som et band med en særegen kunstnerisk vision udfoldet i kompromisløs og grænsesøgende black metal.

 

 

 

Spitangers debutalbum fra 2015 høstede en masse ros fra både danske og udenlandske medier. Bandet har siden turneret Tyskland hvor de spillede for udsolgte huse og co-headlinet en turne med dødskometerne Baest.

Heavymetal.dk skrev om debuten:

”Jeg garanterer, at du får det hele her: Groove, thrash og død, klassisk fængende heavy, en flot ren vokal og harmonier og den grummeste growlen fra Mario Giovagnoli. Du får en fed, fræsende super-tight guitar og flotte soli fra Rasmus Toftlund, en bundsolid, lækker og tydelig bas fra Sammy Damiri og tonstunge trommer fra Niels Alex Larsen med rigtig mange skønne detaljer. Du får en suveræn musisk oplevelse i Spitangers univers, som er fyldt af og med den helt rigtige rock’n’roll-attitude – du føler musikken ligeså meget, som du hører den!”

 

 

 

Det fremtrædende danske post-metal band Redwood Hill er i gang med at skrive og indspille deres tredje album. Med deres tunge og depressivt ladede musik inviterer Redwood Hill publikum ind i et dystert univers, hvor melankolien agerer grundsten. Bandet har spillet adskillige anmelderroste koncerter, her i blandt Roskilde Festival 2012 og Copenhell 2014/2016, samt koncerter med profilerede udenlandske navne som Envy, The Secret, Deafheaven, The Ocean og Rosetta foruden de fleste aktører på den danske post-metal scene.

 

 

 

 

Xettia har sine rødder i København, og tog de første spæde skridt i 2010. Bandet har en enkel udgivelse, “Feather Storm”, bag sig, samt en ny plade indspillet på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium på vej. Undervejs har de lagt vejen forbi Loppen, RUST, Ungdomshuset og The Rock. Xettia fokuserer på foreningen af den brutale lyd med det melodiske, men uden at gå på kompromis med groovet. Inspirationskilderne er blandt andre Bloodbath og Decapitated.

 

 

Telos spiller kompromisløs blackened hardcore indsvøbt i kaos, dissonans og skæve rytmer.

Med deres selvbetitlede debut EP cementerede bandet sig i den københavnske undergrund med visioner om menneskehedens snarlige undergang, i en blanding af magtesløshed og dystopiske narrativer.

I Januar 2018 udgav bandet 1. del af duologien “HELIOS/SELÊNÊ”, turnerede Europa og er nu i gang med at skrive debut LP.