Det er 2018. Mika Vandborg og Søren Andersen vil ud og lege igen. Drengene i Electric Guitars er igen på tour. Og er der noget de sidste år har vist, så er det at publikum vil lege med!
Bandet, publikum og pladeproduktion har stadig vokseværk og de er på kort tid blevet garanter for et superfedt, høj-energi rock-show hvor der er lir, tråd, spilleglæde og attitude for alle pengene!
Electric Guitars tredje album “Rock’n’Roll Radio” kom på gaden februar 2017, og det er produceret sammen med Jacob “Cobber” Binzer fra D:A:D og udkom på Target Records. Og det har bl.a. Jesper Binzer helt i front på nummeret ”Headless Chicken”
Sideløbende har Mika tourneret med både Love Shop og Ida Nielsen. Og så har han startet en festival op – i Norge!
Søren har haft mere end travlt med bl.a. Glenn Hughes og dennes verdensturné! Også har Søren haft Jesper Binzer i studiet hvilket der kom et soloalbum ud af!
Men, men, men… Electric Guitars kommer før alt andet. De har cementeret sig som Danmarks guitarhelte nr. 1, spilleglæden river stadig i læderbuksen, bandet er bedre end nogensinde og nu er de altså klar til at lege igen.
Vil du høre et band hvor guitaren, spilleglæden og den klassiske rock er helt i front, så er der ingen som Electric Guitars i det danske kongerige!