17.03.2016
FJÆSTAD
Koncerten er afholdt

fjæstad

Bjørn Fjæstad vil de fleste vil kende som den karismatiske sanger fra Baal og det melodiøse indslag
igennem hele Rytteriets historie.
Bjørn Fjæstad har betrådt de danske scener siden 1988, hvor han bl.a. med Baal i 1996 skabte albummet
Sensorama. Sideløbende med musikken, har han haft en karriere på teaterscenerne, primært i
musikforestillinger som – for blot at nævne få af mange – Midt om Natten, Bob Dylan Teaterkoncert og Mozart
på Betty Nansens Teatret.
Han udgiver nu sit første soloalbum, og igennem ti sange lukkes vi ind i stille afkroge af hans liv. Under
efternavnet Fjæstad kommer albummet Du kender intet til mig. Her står Bjørn Fjæstad for allerførste gang på
egne ben, med dybt personlige tekster, skrevet og sunget på dansk.
Albummet handler, i al sin enkelthed, om at være mand. En moden mand, der har oplevet at miste:
Kærligheden, forældrene og venner, der gik ind og ud af det levede liv.
Således har Du kender intet til mig en melankolsk og tilbageskuende væg vendt mod fortiden. Men albummet
skuer også frem, med vinduer ud mod allé’erne i det liv, der skal komme.

Bjørn Fjæstad har med sine ti sange fundet en anden stemme end den vi kender fra Baal. Væk er sikkerheden
i at standse pointerne ud i cellofanindpakket kryptonit. Borte er trygheden ved at gemme sig i et andet sprog.
Tilbage står en meget ærlig mand, der både har minder og drømme, og som ikke går ad vejen for at sætte sig
selv på spil. Trække på det indre og det, der er endnu mere skjult, under bevidstheden.
Sangene tager os med på en lille rejse – en intra rail i de tanker, man må gøre sig når livet møder flere bump i
træk og man må gispe efter vejret. Tage en time-out og prøve at finde veje ud og videre. Tilbage på et spor,
der skal vise sig ikke at være det samme, som det vi kom fra.
Der er, på albummet, tråde tilbage til ungdommens forelskelse, afmagten ved at kroppen ældes, mens man
helt uretfærdig ikke bliver klogere. Der er den dybt sugende følelse af tabet, savnet og følelsen af nu at være
den sidste. Men der er også hverdagen, den nye kærlighed og de begrundede håb.
Sangene udspringer alle af Bjørns helt personlige univers, men på tre af sangene, har han fået assistance fra
hhv. Marie Key, Henrik Balling, Lars Gandsø og Peter Peter.
Sangene er arrangeret og indspillet af Bjørn Fjæstad og hans producer René Damsbak i Soundworks. Med
elementer af banjo, laude, pedalsteel, guitar og signaturbas a la Serge Gainsbourg indspillet af guitarist Søren
Bigum. Den anden bærende lyd på albummet er Rene Damsbaks insisterende og rumskabende trompet.