Drevet af ønsket om at finde en mening ud over det ordinære, hiver Apopheniac lytteren ind i et univers, der igangsætter forundring. Med deres unikke blend af indie, alternativ og progressiv rock som værktøj, er bandets vision at se forbi det meningsløse for at råde bod på kaoset, og hvordan gøres det bedre end ved refleksion? Som et selvudnævnt “DIY-Indie Rock” band består Apopheniac af seks introverte drenge, der fandt fællesskab i musikken og ser det som chancen for at bidrage til noget større end dem selv. Inspireret af det psykologiske fænomen “Apophenia”, et muligt symptom på skizofreni, beskriver Apopheniac eksistensen ved at udforske det moderne menneskes kriser. Magtbalancer, kompromis af værdier og anger over egne handlinger er med til at kortlægge de introspektive emner, som Apopheniac kommer i dybden med. Drevet af deres kollaborative sangskrivning, hives de bedste elementer fra rockens brede vifte af karakteristika frem. Apopheniacs seks medlemmer bidrager med hvert sit udtryk, som former en helhed, der er større end bandets enkelte dele. Apopheniac fanger sit publikum med hårdtslående hooks, lange smukke instrumentale stykker og følsomme vokalharmonier. Aldrig bange for at eksperimentere på tværs af genrer, besidder sekstetten et alsidigt, men stærkt genkendeligt udtryk i deres lyd, som især opleves gennem deres fængende live-præstationer.
Blåregn er et melodisk rockband bestående af fire gamle gymnasiekammerater, der med spydende dansk lyrik og kraftfulde hooks udfordrer de etablerede konventioner og samfundsstrukturer. Deres dobbelte guitarunivers, tordnende rytmesektion og skarpe vokaler forener en elegant melodisk tilgang til musikken med et intenst lydbillede. Blåregn, der tidligere er blevet omtalt som et kærlighedsbarn mellem Oasis og CV Jørgensen, inviterer derfor lytterne ind i en botanisk rockhave, hvor protest, vrede, frisind og forelskelse vokser frit.
Helena Sams laver dansksproget musik med ærlige tekster og fængende melodier om at finde ro i store tankemønstre. Som lytter bliver du draget ind i hendes inderlighed og betragtninger om samfundet, relationer og ungdomsfortvivlelse. I januar 2024 udkom hendes debut EP ”Slip Mig Fri”, som består af tre sange og er lavet i samarbejde med producer Daniel Wander. EP’en udtrykker en hudløs ærlig fremstilling af hendes forhold til ungdomslivet og hvad der ellers følger med. Projektet indeholder refleksioner om, hvorfor det er så fedt at være flyvende på et propfyldt dansegulv med godt selskab og kolde øl. Samtidig beskriver det også, hvad der sker når ungdommens fortvivlelse, moralske tømmermænd og identitetskrise sniger sig frem dagen derpå. Når hun optræder live, er det med akkompagnement fra Amalie Taul Brændstrup på trommer og Clara Schepelern Nielsen på bas. De formår sammen at fremhæve den inderligt ærlige og selvreflekterende karakter i musikken. Når hun optræder, inviteres publikum ind med sjæleligt guitarspil, indlevelse og klarhed i stemmen, så de sammen falder ind i den musikalske verden.