12.05.2023
ONDSKYLD + SAUNA SENERE
Koncerten er afholdt

Ondskyld er et rockband med komponist, sangskriver, sanger og guitarist med Nicolai Rønde-Becker i front.

Musikken bevæger sig i et krydsfelt mellem rock, pop og punk med vægt på nuancerede, sjove, inderlige og relaterbare sange på dansk. Fra punkbaggrunden er der en dyb kærlighed til højt tempo og energiniveau og til at gøre tingene “forkert”.

Sangene er ubeslutsomme, overvældede, klodsede, introspektive, hektiske, romantiske, omsorgsfulde, sentimentale, poetisk flyvske, hyperkonkrete, sjælfulde og sorgfulde – Ondskyld kommer det hele i blenderen. De helt store følelser og livets kedelige detaljer bliver til en grovkornet smoothie af afmagt,humor og optimisme.

Musikken prøver at rumme altings umulige samtidighed, med et naivt håbefuldt smil på læben.

Ondskyld undskylder for sin utilstrækkelighed, selv om der ikke er en skid at undskylde for. Det er denne stagnerende onde skyldfølelse, der kan fastholde én i idéen om, at man altid gør et eller andet forkert, der lægger navn til bandet.

Vi gør vores bedste, og det er godt nok. Vi rocker med hinanden i hånden, omsorgsfuldt, et skridt adgangen, skyldigt men skamfrit.

I 2022 udgav Ondskyld singlen ’Kundeservice’, en højtempo rockhymne om ufaglært arbejde. Ondskyld spillede senest en udsolgt koncert d. 3. februar på Råhuset i København, og planen er at fortsat smadre (sødt) derudaf i ’23, så forvent mere musik i din stream og flere koncerter på din scene.

Visionerne er høje og ligeledes kurserne. Stort afkast er i vente når Sauna Senere leverer. Det skal nok blive et godt kvartal på trods, måske endda et godt år. Der er jo meget i vente, som kan sætte skub i det. Flere produkter vil blive lanceret, generalforsamlinger afholdt, networking på linkedin og måske kan der endda snige sig noget af afmagt, livskrise og alt det der som ellers hører til business verden med ind i planerne.

Det punk-pop romantiske vanvidsorkester Sauna Senere består af fængslende forsanger og guitarist Johan Bølling-Ladegaard, keys og synthekvilibrist Jakob Ferdinand Hansen og hurtigtslående trommeslager Anders Nebeling.