22.12.2020 Få billetter
VON DÜ
Tidspunkt
Koncerten starter kl. 21:00
Dørene åbner kl. 20:00
Billetter
Forsalg: 175,- DKK inkl. gebyr

Von Dü spiller op til jul!

Bandet gentager tidligere års succes med en koncert helt op under jul i Odense på Posten samt et juleshow i Templet d. 22 december.

Begge shows vil blive spillet med alle COVID-19 retningslinjer taget til efterretning. Von Dü har en ambition om at flytte stoledans ud af ældrecentrene og ind i koncertsalen. Det bliver hyggeligt og intimt, helt nyt – helt som det plejer.

Von Dü behøver efterhånden ingen introduktion. Med tre albums og utallige koncerter i bagagen, har bandet det seneste årti sat en tyk streg under deres status som en af den danske undergrunds største offentlige hemmeligheder – og favner langt bredere end den ska og reggae-scene de oprindeligt kom fra.

Efter et par rolige live-sæsoner er bandet nu begyndt at røre på sig igen – gamle idéer støves af og titelforslag til fjerde album prøvesmages. Udgangspunktet er stadigt reggae, sangen er stadigt på dansk, bandet er stadigt ni mand og prikker stadigt gerne til vores allesammen småborgerlige, forsmåede og forargede følelser. Første skud på stammen er en sang til den nye Christiania plade, ”Skyder og Misser”, om at gøre det selv og stå på egne ben.

Med over 200 koncerter er hele Danmark blevet bandets hjemmebane. Uden radiospilletid eller særlig kommerciel omtale formår de at tiltrække store folkemængder og kreere en helt unik stemning til deres koncerter.

Man hører ikke bare Von Dü. Man bliver forelsket, tager på arbejde, bliver dumpet, kommer i form, er på ferie eller bliver forlovet med Von Dü. Det er altid specielt og aldrig kedeligt at være i fornemt og uhøjtideligt selskab med Von Dü! Vi glæder os alle 9 til at komme og spille for netop dig.