30.07.2021 Udsolgt
HØKER + UNDERTEKST
Tidspunkt
Koncerten starter kl. 21:00
Dørene åbner kl. 20:00
Billetter
Forsalg: 90,- DKK inkl. gebyr

Høker er lyden af en generation, der vælter væggene mellem hiphop, punk og pop. Lyden af at gruble om natten. Lyden af et fællesskab, hvor fortvivlelsen slippes løs. Og den lyd vækker genklang.

Den københavnske gruppe har vundet KarriereKanonen, varmet op for The Minds of 99 i Royal Arena og været ugens uundgåelige på P3.

Nu sætter de alle sejl ind på deres første Danmarkstour og den længe ventede udgivelse af debutalbummet ‘Plastikliv’ i 2021. Håbet er at skabe numre, der giver adrenalinkick, der giver følelsen af uovervindelighed, der giver samhørighed – for hos Høker må man gerne græde i moshpitten. Som Emil Jelbo siger: ”Hvad kan det blive til, hvis vi alle sammen giver lidt af os selv?”

UNDERTEKST er et dansksproget drengeband med Aarhus som hjemby. De stræber efter lyden af ungdommen, natten og den upolerede kærlighed set igennem fire drenges øjne. De blot 19-20 årige drenge fra UNDERTEKST fornemmeste opgave er at røre folk med fængende melodier og sarte tekster.

UNDERTEKST er et live-act, der ligesom i deres selvbetitlede single ”UNDERTEKST” har en masse energi.

I december 2020 spillede UNDERTEKST deres første headliner koncert i Aarhus på VOXHALL, der hurtigt blev UDSOLGT og dermed måtte efterfølges af en ekstrakoncert dagen efter. GAFFA anmeldte koncerten med 5 stjerner og skriver: ”Stærke sange, de kan spille dem og har allerede en fanskare, der formodentligt bliver ved med at vokse. Med andre ord: De bliver store i 2021 – Se dem nu, mens du stadig kan nå det på de små scener.”

Udover den anmelderroste VOXHALL koncert har UNDERTEKST tidligere spillet på Smukfest og været support band på GOGO Berlins Danmarksturne. De har også haft medvind i radioen hvor sangen ”Skal vi tage månen” var den 10. mest spillede sang på P6 BEAT i 2019, og deres single ”Hun Kender Alle Fra Aarhus” endte i rotation hos P3, og det samme gjorde singlen Du Ku Ha Taget Min Hånd.

Der er ikke meget tvivl om, at UNDERTEKST har ramt et punkt i de unges hjerter. Det syntes musikbladet GAFFA i hvert fald også, der beskriver UNDERTEKST’s univers; “Kan du huske følelsen, du havde som teenager, når du var på vej i byen fredag aften på årets første sommerdag? Den bytur, hvor jakken efterlades hjemme, fordi varmen fra solens stråler stadig hænger i luften. Hvor natten aldrig bliver helt sort og derfor aldrig får ende. Hvor alt kan ske, og du lever. Lige her, lige nu. Den følelse er Undertekst…”

Bandets andet EP udkom fredag d. 20. Marts 2021 – Gaffa gav den 5 Stjerner.